Kina er et must for alle, om de vil det eller ej.
Det er indtrykket og indstillingen jeg mødte og havde med i baggagen, da jeg i sidste uge satte mig i flyet mod Kinas hovedstad Beijing. Hvorfor jeg i dag er i Kina, er der flere årsager til, men en af dem er, at jeg ved mit første møde med Kina for få år tilbage blev fuldstændigt overvældet af kulturen, venligheden og ”anderledes-heden”.
Jeg blev tiltrukket af dynamikken, farten og udviklingen i et ellers ældgammelt land. Det gav mig blod på tanden for at finde ud af mere, og komme endnu tættere på. Ikke bare som kortvarig turist, men i forbindelse med et større ærinde. Snuse og opleve kulturen, men samtidig være en del af den, arbejde med den og ikke mindst lære af den.
Det har jeg fået muligheden for nu. Det næste halve år er jeg praktikant i handelsafdelingen ved den danske ambassade i Beijing.
Her på bloggen vil jeg skrive om mine observationer og oplevelser fra en position, som ung og studerende i Beijing. Jeg vil lade eksperter kommentere på emner som handelspolitik og menneskerettigheder. Jeg vil berette om glæderne, tankerne og udfordringerne ved mødet med et land så kontrastfuldt til min hverdag, som økonomistuderende i Danmark.
Tanken er, at det gerne må være en appetitvækker, der kan give andre studerende blod på tanden for at komme ud i verden. I bloggens navn er det også indirekte gemt – ”Rush Hour i Beijing”. Ikke alle drømmer om et udlandsophold i netop Beijing, men tankerne i forhold til studielivet hjemme i Danmark er formentlig ikke fundamentalt anderledes, hvis bloggen i stedet hed Rush Hour i New York, Mexico City, Moskva, New Dehli eller en anden storby.
I flyet fra København til Beijing faldt jeg i snak med en mand på min fars alder. Han er en erfaren dansk Kina-”ekspert”, som i knap 20 år har gjort forretning mellem Kina og Europa. For ham er det årets første, men bestemt ikke sidste flyvetur og besøg i Kina. En god håndfuld gange rejser han hvert år øst på, for at se til sine kinesiske leverandører og måske vigtigst af alt – pleje sit kinesiske netværk.
Vi snakker om det halve år i Kina, jeg skal til at tage hul på. Med et smil på læben er han en smule misundelig. Hvis han skulle gøre noget om, så ville han have taget til Kina i min alder. Han ville gerne på et tidligere stadie have været på forkanten og forudset vestens afhængighed af Kina. Ikke bare som analytiker og forretningsmand, men også som familiefar. Det er tankerne om at være på forkanten, der varmer den rare mands stemmebånd, mens vi sidder fastspændt i flyet.
Det fik mig til at tænke en ekstra gang over selvfølgeligheden i den første sætning jeg skrev.
Kina er et must for alle, om de vil det eller ej.
Landet dirrer som et lille barn med vokseværk. Det kinesiske marked er slet ikke færdigudviklet eller stoppet med at vokse. Hvert år bevæger flere og flere kinesere sig op i middelklassen og udvider markedet og efterspørgslen.
Men hvornår går farten af det kinesiske vokseværk, og hvem er det næste ustyrlige land eller kontinent, hvor tingene pludselig begynder at tage voldsom fart? De tre andre BRIK-lande er oplagt. Indiens enorme befolkning og et uforløst potentiale kan pludselig med lynets hast tage fart. Kina’s massive investeringer i Afrika er også værd at følge tæt i fremtiden.
Spørgsmålet er, om man stadig er på forkanten, når man som ung og studerende tager til Kina anno 2013?
/Anders,
Velkommen til den nye Berlingske Business blog.