Græsmarker og ren luft – to ting der sjældent bliver forbundet med Beijing.
For en stund var ”Rush Hour i Beijing” lagt bag mig og mine medpraktikanter, da vi tog væk fra storbyen på en forlænget weekend.
700 kilometer stik nord for Beijing til Indre Mongoliet. Det er derude, hvor kragerne vender. Sådan følelses det i hvert fald, når ens hverdag de sidste par måneder har forgået i livlige Beijing.
Lange, smalle og ujævne veje førte os ud over de støvede græsmarker, hvor fritgående køer og får gik mellem vilde heste.
Gobi-ørkenen rækker indover Indre Mongoliet. Sommeren er brandvarm, vinteren bidende kold, og foråret og efteråret byder på sandstorme. Det lyder utiltalende, men rammer man overgangen mellem vinter og sommer, så er Indre Mongoliet, som afslutningen på en Lucky Luck film, hvor den ensomme cowboy ridder ud mod solnedgangen.
Vi ramte overgangen. På hesteryg så vi græslandet, som kan virke uendeligt og gold. Det er imponerende og smukt, men samtidig lidt for langt væk fra min ”hverdag” i Beijing.
Det er dog ikke fuldstændig uden sammenhæng til vores hverdag på ambassaden, hvor vi dagligt arbejder for at fremme dansk eksport i Kina.
De vindblæste græssletter er guf for vindmøller – og danske Vestas begav sig på et indre mongolsk eventyr. Da vindstødende i vindbranchen var allerstørst åbnede Vestas en fabrik i Indre Mongoliet. Flere hundrede mindre møller blev sat op i det mongolske græsland. Det kan også ske i fremtiden, dog bare ikke lokalt produceret. Medvinden aftog nemlig for vindindustrien, og Vestas lukkede sidste år sine aktiviteter i Indre Mongoliet.
Vestas er dog ikke eneste danske virksomhed, som er gået på eventyr i den nordlige region af Kina. Dansk-svenske Arla Foods købt sig ind på det kinesiske marked, da mejeriet overtog en større andel af det kinesiske Mengniu mejeri, som oprindeligt stammer fra den indre mongolske region, og stadig har sit hovedsæde i Hohhot.
Det har dog været en sur oplevelse for Arla indtil videre. Fødevareskandaler og medfølgende mistro til Mengniu, har medført ekstremt svære vilkår for den skandinaviske mejerigigant og dens partner i Kina.
Kinesike Mengnius regnskab for 2012 viste et fald i omsætningen på 3,5 % til 33 mia. kroner, mens indtjeningen faldt 20 %. Det står i stærk kontrast til et kinesisk mejerimarked, hvor Arla-Mengnius konkurrenter fremviser tocifrede vækstrater.
Besværlighederne i markedet skyldes det vedhængende dårlige omdømme, som Mengniu har fået efter flere fødevareskandaler. Og flere har spurgt sig selv, hvorfor en respekteret og anerkendt mejerivirksomhed som Arla, vil kædes sammen med tvivlsomme Mengniu.
Det har dog ikke holdt Arla fra at skyde 1,7 milliarder kroner ind i Mengniu, og det officielle mål er at femdoble Arla-omsætningen i Kina i 2016.
En del af investeringen bør bruges på PR, da kineserne kan finde på at forbande andre ved at sige ”jeg håber, at hele din familie drikker Mengniu”. Indirekte ment, at hele familien bliver syge.
Det må i Danmark svare til at sige ”jeg håber, at hele din familie har fryseren fyldt med Findus fryse-retter”.
Indre Mongoliet er bestemt en oplevelse jeg ikke vil være foruden. Det var skønt at komme ud i naturen, men også skønt at komme tilbage til byen. Der er minusser ved Beijing – men langt flere plusser. Få dage væk fra den travle storby skabte et savn.