Selvom jeg sidder i hjertet af Beijing – og det alene gør, at de danske vejrudsigter overhovedet ingen interesse burde have for mig – så bliver jeg alligevel fristet af vejroverskrifterne, når jeg læser de danske aviser. Jeg kan ikke lade vær med at klikke, når jeg ser overskrifter som ”Mini-snestorm raser over Syddanmark” i midten af marts.
I Danmark snakker vi meget om vejret – I Kina gør man noget ved det. To store bekymringer i Kina er den synlige luftforurening og den knap så synlige drikkevandsknaphed.
Nogle dage er byen overdækket af et tungt og klamt lag smog, som kan få mundvigen til at bøje nedad på alle. Det påvirker millionbyen, og den negative snak forplanter sig i indbyggerne. Men hvem har skylden for forureningen, og hvorfor oplever man ikke større protester fra byens indbyggere? Der er sikkert mange forklaringer, men hovedårsagen er formentlig penge og velstand. Og det er dyrt at begrænse produktionsvirksomhederne – Kina skal og vil vækst.
Til trods for de værste klovnerier i de danske vejrprogrammer, så glemmer vi ikke at klage og forbande det danske vejr. Manglen på D-vitamin bliver pludseligt forklaringen på vores dårlige humør på arbejdet.
I Kina gør man helt andre tiltag for at få befolkningen til at glemme luftforureningen eller manglende nedbør.
Næsten på klokkeslaget op til det netop overstående kinesiske nytår, hvor den kinesiske produktionsmaskine trykkede på stopknappen og gik på ferie, begyndte det at blæse op i Beijing. Det kunne minde om en forårsstorm, hvor tagsten og løse genstande blev testet.
Blæsten forsatte henover natten, men vinduernes natteklapren var næste morgen gjort tavse. De mørke skyer og den tunge forurenede luft var afløst af sol fra en skyfri blå himmel. Ferie, fri og dejligt forårsvejr fik hurtigt os alle til at glemme de seneste par ugers forurening i byen.
Men var det nu også en ren tilfældighed, at stormen kom forbi og belejligt skubbede forureningen ud af byen og gav kineserne et skønt vejr lige op til landets allerstørste højtid?
Lederen af det kinesiske meteorologiske institut, Zheng Guoguang, fortalte ved en stor vejrkonference i Beijing, at Kina de kommende år sandsynligvis vil øge deres investeringer og indsats i forsøget på at kontrollere vejret.
Et mindre militært arsenal er allerede sat i spil ”mod” vejret og består af godt 50 fly, 7.000 luftkanoner og lige knap 50.000 mand, som er beskæftiget med at kontrollere vejret i Kina. Ifølge China Daily, er der affyret mere end 560.000 vejr-raketter siden 2002. http://www.chinadaily.com.cn/china/2012-05/23/content_15360828.htm
Der er mange metoder at påvirke vejret på, men den primære og mest bemærkelsesværdige er ”cloud seeding”. Ved at neddrysse sølviodid over regnskyerne, afkøles og fryses nedbøren og falder ud af skyen. Den underafkølede regn tør dog på vej mod jordoverfladen og vil opleves som regn.
Der findes uden tvivl en mere teknisk og korrekt metode at forklare, hvordan man får regnskyer til at regne af. Men ikke desto mindre menes det, at indsatsen har påvirket godt 500 milliarder ton nedbør og sparet kineserne for samfundstab på over 60 mia. kr.
Økonomisk set er det dyrt med en forlænget vinter i Danmark. Det menes at koste godt en milliard kroner om året at rydde og holde de danske veje farbare over en normal vinter. Som supplement til denne udgift er selvfølgelig også samfundstabet for alle de spildte arbejdstimer, som sidder fast i de uendeligt langsomme bilkøer rundt om i hele landet eller de mange sygedage, som tvinger os under dynen med kamille te.
Men hvad vil man egentlig helst? Den kinesiske kontrol og manipulation af vejret eller den danske laden stå til med en mini-snestorm i midten af marts?
Vejrmanipulationen gøres selvfølgelig ikke udelukkende for at få mundvigen til at pege opad.
Kina råder kun over syv procent af verdens vandressourcer, men skal tilfredsstille knap 20 procent af verdens befolkning. Inden for Kina’s grænser er fordelingen også skæv. I Sydkina findes 80 procent af vandressourcerne, mens godt 50 procent af befolkningen er bosat her. Det betyder, at Nordkina er en såkaldt ”vandknap” region. En status som omtrent 400 af de 600 største byer i Kina besidder.
Beijing bliver også i folkemunde omtalt som den tørreste by i verden. Det skyldes bl.a., at grundvandet i Beijing synker med ca. en meter om året.
Og kineserne ved, at der skal gøres noget. Over en milliard danske kroner investeres HVER DAG i vandprojekter i Kina. Det giver enorme muligheder for danske virksomheder, som er rigtig dygtige på dette område.
Tør de grønne danske virksomheder gribe muligheden og tage springet til Kina? Og kan regeringens vækstplan for vand, bio og miljøløsninger være en hjælpende hånd i et stærkt konkurrencepræget marked? Det bliver spændende at følge, om vi i Danmark kun vil snakke om vejret eller om vi også tør gøre noget ved det.