Der er visse datoer, der står printet fast i ethvert menneskes hukommelse. Blandt dem er fødselsdage, andre personlige mærkedage, juleaften og diverse højtider.
I Beijing er der to lidt atypiske datoer, der står alle indbyggerne nært. Den 15. marts og den 15. november. Det er skæringsdatoerne for, om radiatorerne er varme eller kolde. I Beijing, og i hele Nordkina, er det nemlig Kommunistpartiet, der bestemmer, hvornår der slukkes og tændes for varmen.
Temperaturen svinger gevaldigt i Beijing. I disse dage kan nattetemperaturen kun lige snige sig over frysepunktet, mens dagstemperaturen snildt løber op på 15-16 grader. Men siden den 15. marts har radiatorerne været slukkede og kolde – uanset udendørstemperaturen.
Ideen om det fælles varmesystem skulle eftersigende komme fra Sovjetunionen, hvor man mente, at varme var en del af den sociale velfærd. Derfor skulle varmen være gratis, i tråd med andre socialistiske og kommunistiske system-fordele.
Det Kinesiske Kommunistparti har dog valgt at begrænse varmeperioden, og har opdelt det enorme land i forskellige ”varmeregioner”. I Nordkina er vintrene ofte meget kolde, mens Sydkina oplever væsentlig mildere temperaturer. Man lod Yangtze floden være skæringen mellem Nord- og Sydkina, og dermed også skæringen mellem, hvorvidt husstande kunne få en radiator med gratis varme.
Wuhan, som er hovedstad i Hubei provinsen, er et absurd resultat af dette. Byen har mere end ti millioner indbyggere, og de oplever meget varme somre med op til 40 plusgrader og kolde vintre ned til 10 minusgrader.
Midt gennem byen løber Yangtze floden og opdeler dermed byens indbyggere. På råkolde vinterdage, kan indbyggerne syd for floden stå og kigge over på deres medborgere, og deres gratis-opvarmede huse.
Varmesystemet møder kritik. Eller systemet i sig selv møder ikke kritik – men udførelsen af det. Hovedsageligt for ikke at være regulerende i forhold til faktiske vejrforhold, da vinteren absolut ikke altid slutter den 15. marts eller starter den 15. november. Et yderst rigidt system, som letter udførelsen, men skaber problemer for forbrugeren.
Det mest kritiske fra mit synspunkt, er den manglende mulighed for at regulere varmen i lejlighederne. Den eneste måde, hvorpå du kan justere varmen i din lejlighed er ved at åbne vinduet, så varmen kan fise ud.
Varmesystemet har snart nogle år på bagen, og finjusteringen er ikke altid lige i øjet. Officielt forsøger man at ramme en indendørstemperatur på 16 grader, men varmestyrken er meget afhængig af hvilken etage du bor på, eller hvor gammel bygningen er. De 16 grader opleves mere som en gennemsnitstemperatur, men hvor ingen i Beijing faktisk oplever denne temperatur. Man befinder sig i et af ekstremerne – enten væsentligt koldere end 16 grader, eller med vinduerne åbne og radiatorer, der buldrer derudaf med temperaturer langt over 16 grader.
Nu håber jeg, at vejrguderne har lyttet til Kommunistpartiet, og sat et kryds i kalenderen ved den 15. marts med en lille notits om, at det spirende forår gerne må få et overtag i stadigt småkolde Beijing.