De kinesiske rigide og træge systemer vil altid støde nogen. Og “nogen” er altid mange i et land med en befolkning på over en milliard. Kommunistpartiets kontrol og censur efterlader dog ikke meget plads til udtrykke sig og vise sine følelser.
En konflikt, som mellem KL og Lærerforeningen, ville have svære vilkår i Kina. Den intense kamp om befolkningens sympati via demonstrationer, stormøder og utallige Facebook-opdateringer er simpelthen ikke mulig i et gennemkontrolleret land som Kina.
Facebook, Twitter, YouTube er lukket ned i Kina. Det er ulovligt at samle sig i større grupperinger og lave demonstrationer. Den kinesiske tv-station CCTV, som rækker ud til mere end én milliard seere, er stramt styret af censurmyndighederne. Det er svært at komme ud over rampen og vise sine frustrationer, finde støtte, og lade lidt af dampen fise ud.
Udvikling og vækst stiller nye krav og åbner nye muligheder. En opbygget utilfredshed kan ligge og ulme og pludselig koge over. Myndighederne ved, at de bliver nødt til at give en ventil, så folk kan lufte deres frustrationer.
Blandt disse ventiler er Sina Weibo og Renren. De kinesiske svar på henholdsvis Twitter og Facebook. Størst er Weibo med knap 400 millioner registrerede brugere og med godt 100 millioner statusopdateringer dagligt. Det er her, at kineserne kan komme ud med deres utilfredshed.
Dog kun til en vis grænse. For Weibo er selvfølgelig også kontrolleret og censureret. Det menes, at knap 5.000 personer, samt utallige kalkuler, udelukkende er ansat til at gennemtravle Weibo for upassende opdateringer om Kommunistpartiet og dets nærmeste.
Trods en ekstremt udbredt brug af internettet har de kinesiske myndigheder i overbevisende stil formået at holde trit med udviklingen og begrænse udbredelsen af skadelige budskaber.
De kinesiske myndigheder ved, at ventilerne er nødvendige. Men ved også, at de skal kontrolleres med hård og fast hånd. Hvis ikke, kan det føre til folkekrav om ustyrlige reformer. Reformer, der højest sandsynligt vil være en trussel mod hele systemet.
En mere jordnær ventil findes på fodboldstadionerne. Her har censurmyndigheder nemlig ingen magt. Store grupperinger samles lovligt, da formålet selvfølgelig er at se fodbold. Kampene bruges dog også til at løfte låget og tage det værste tryk af dagligdagens gryde. Her kan råbes, skriges og synges – uden censur. Og det bliver der. Beijing Guoan’s hjemmepublikum – 55.000 kvinder og mænd – giver gæsterne en fortælling om, hvor dumme de er, hvilken kønsdel de ligner, og hvor meget de hader udeholdets mødre.
Det er meget langt fra en dansk Superligakamp. Ja, ikke engang den engelske Premier League kan følge med det her publikum. Det er 90 minutter, hvor ventilen er udsat for hård kuling.
Tænk lige, hvis de godt 60.000 lock-out ramte lærere blev nødt til at mødes til næste Superligakamp, og udtrykte deres utilfredshed over to halvlege á 45 minutter. Måske vi endelig kunne opleve en dansk kamp med lidt nerve og larm fra tribunerne.