Åh nej. De fleste, der har været i Kina, har ærgret sig over én ting: I Kina kan man hverken komme på Facebook eller Twitter.
Det kinesiske styre har blokeret adgangen, så landets borgere ikke kan være en del af de verdensomspændende, sociale netværk, hvor man kan sige hvad som helst og tale med hvem som helst. På den måde kan det kinesiske Kommunistparti holde en stram snor i kineserne, som til gengæld har lov til at bruge forskellige microblogs, der fungerer som pendanter til Facebook og Twitter.
Én af disse microblogs er Sina Weibo, som har flere end 500 millioner registrerede brugere, og som langt hen ad vejen minder om Facebook og Twitter. Brugerne har deres egen konto, hvor de kan lave statusopdateringer, og de har mulighed for at like og dele hinandens opdateringer. Brugerne på Sina Weibo og andre kinesiske microblogs er lige så aktive på de sociale medier, som vi er det på Facebook og Twitter, og kineserne bruger – lige som os – både de sociale medier til at fortælle om deres hverdag og til at fortælle, hvis der er noget, de er utilfredse med.
Det kan eksempelvis være, at de er utilfredse med landets fødevaresikkerhed, som har det ad pommerns til i Kina. I øjeblikket er der fugleinfluenza, for kort tid siden flød der 12.000 døde svin rundt på en flod i Shanghai, som leverer vand til byens borgere, og der er i det hele taget en overflod af fødevareskandaler, hvis karakter langt overgår den danske hestekødsskandale. Samtidig kæmper landet mod korruption og andre dårligdomme, som påvirker og bekymrer kineserne.
Sina Weibo og de andre kinesiske microblogs er kinesernes mulighed for at få afløb for deres frustrationer. Det er hér, de samler sig, når de skal sige sgu og fanden, og det er hér, de bliver enige om, at mange ting bør ændres, og mange ting bør forbedres. Samtidig er det hér, Kommunistpartiet kan holde øje med, hvad der rører sig blandt befolkningen.
Og det er dét, der gør microblogs så pokkers smarte for det kinesiske styre, som har tusindvis af medarbejdere ansat til at holde øje med de sociale medier. Hver gang et nyt, følsomt emne dukker op på de sociale medier, og hver gang kineserne skriver, at de er utilfredse med et eller andet, kan det kinesiske styre straks melde ud, at de er opmærksom på problemet. De kan sige, at de lytter til befolkningen og vil forsøge at gøre noget ved problemerne.
På den måde undgår styret, at kinesernes utilfredshed koger over og fører til et eventuelt oprør. Kommunistpartiet giver kineserne en fornemmelse af, at de bliver hørt.
Om Kommunistpartiet rent faktisk lytter til befolkningen, og om de holder deres ord om forbedringer, det er en anden sag. Men én ting er sikkert, og det er, at styret holder øje med de sociale medier, som er underlagt skarp censur. Der er visse ting, som man ikke kan skrive, og visse ting som man ikke må skrive. Hvis man alligevel gør det, bliver opdateringen fjernes af Censurmyndighederne.
Men inden opdateringen bliver fjernet, kan den være delt millioner af gange på de sociale medier, og hvad skal Kommunistpartiet stille op med en ulovlig opdatering, der er delt en million gange? Skal de smide en million borgere i fængsel, fordi de eksempelvis har kritiseret Kommunistpartiets stående komite, som er toppen af poppen i Kommunistpartiet, og som normalt er urørlige for de etablerede medier? I don’t think so. Det ville meget hurtigt føre til overfyldte fængsler og megetmegetmeget utilfredse borgere, som kunne tænkes at etablere et oprør.
På mit arbejde på ambassaden holder vi tit oplæg for danske skoleklasser, der er på besøg i Kina, og stort set alle stiller spørgsmålet: Hvorfor blokerer Kommunistpartiet ikke kinesernes adgang til Sina Weibo og andre microblogs? Svaret er ganske enkelt, at de forskellige microblogs er styrets mulighed for at holde øje med befolkningen og reagere i tide, hvis et oprør skulle være undervejs.
Og sådan er det så sjovt. Ved at gøre det lovligt at bruge kinesiske microblogs fjerner Kommunistpartiet borgernes fokus fra det, som alle turister i landet ærgrer sig over, nemlig at de ikke kan logge på Facebook eller Twitter. Jeg tror ikke, at kineserne gør særlig meget for at få adgang til andre sociale medier end dem, der er lovlige i landet.
Dette på trods af at det stadig er muligt at få adgang til Facebook og Twitter via en VPN-forbindelse. Såvidt jeg ved, er det kun omkring én procent af den kinesiske befolkning, der har en profil på de to sociale medier, og de kan derfor ikke udgøre en trussel for det kinesiske styre.
Vi ses.