Er etbarnspolitikken en hæmmesko for den fremtidige kinesiske vækst? Den kinesiske arbejdsstyrke er begyndt at skrumpe, og landet står overfor kolossale udfordringer med en stærkt voksende ældrebyrde.
Min medpraktikant, Mia Sulsbrück, giver sit bud på, ”Hvorfor tiden er inde til en reformering af etbarnspolitkken”.
For nylig offentliggjorde Kinas sundhedsministerium, at der er udført ikke færre end 336 millioner aborter som led i udmøntningen af etbarnspolitikken. Men tiden kan snart være inde for en begyndende udfasning af en af de mest berømte – og kontroversielle – lovgivninger i Kina. For fyrre år siden havde Riget i Midten brug for en politik, der kunne afhjælpe overbefolkning. I dag har landet brug for flere børn og færre historier på de spirende sociale medier om kvinder, der tvinges til abort.
af Mia Sulsbrück, praktikant på den danske ambassade i Beijing
I marts i år fremlagde sundhedsministeriet i Kina, at der de sidste fyrre år er foretaget ikke færre end 336 millioner aborter og 196 millioner sterilisationer som led i udmøntningen af etbarnspolitikken. Blot til perspektiv overstiger aborttallet altså hele den amerikanske befolknings nuværende størrelse på 315 millioner. Kinas fødselskontrol er på en gang en enestående succes og et frygteligt fejlgreb. Den kinesiske regering ynder at fastslå, at lovgivningen har været en uundværlig forudsætning for vækstmiraklet de sidste tredive år. Men politikken har også medført alvorlige sideeffekter.
Blandede signaler om lovgivningens fremtid
Ved Kinas 18. Nationale Folkekongres i marts meddelte den nytiltrådte topledelse med præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang i spidsen, at etbarnspolitikken fortsættes.
Fra toppolitisk side i Kina sendes dog blandede signaler om lovgivningens fremtid. I samme anledning blev det nemlig også offentliggjort, at den tidligere så magtfulde familieplanlægningsmyndighed, National Population and Family Planning Commission, slås sammen med Sundhedsministeriet og at det centrale planlægningsorgan, National Development and Reform Commission, overtager en række af familieplanlægningsmyndighedens hidtidige opgaver – herunder nogle så vigtige som analyser af befolkningsudviklingen og politikudvikling. Med omlægningen fratages området bureaukratiske ressourcer og gives ikke samme selvstændige, politiske prioritet som tidligere.
Samtidig tillades stadigt flere kritiske udsagn og indlæg om lovgivningens konsekvenser i de statskontrollerede og strengt censurerede medier. For nyligt blev problematikken omkring manglende forsørgelse af ældre, der har mistet deres eneste barn, debatteret på nationalt tv. Og det måske bedste tegn på centralregeringens holdningsskifte var offentliggørelsen i de nationale medier af den kinesiske statstænketank China Development Research Foundations anbefalinger til regeringen om, at Kina erstatter etbarnspolitikken med en ”tobarnspolitik” fra 2015 og helt udfaser politikken frem mod 2020. Anbefalingerne er særligt bemærkelsesværdige, fordi tænketanken hører under Statsrådet, der er et af Kinas mest magtfulde, politiske organer.
Intern kamp i Kinas topledelse
Det siges, at der bag kulisserne i den nye ledelse i disse år udkæmpes en kamp om etbarnspolitikkens fremtid. To tidligere toppolitikere, Song Jiang og Peng Peiyun, der begge stadig har betydelig indflydelse i Kommunistpartiet, søger hver for sig at påvirke befolkningspolitikken fremover. Mens Song er fortaler for at beholde etbarnspolitikken i sin nuværende form, advokerer Peng for reformering og udfasning. På trods af at den restriktive linje umiddelbart fastholdes, synes der at være at være fire gode grunde til, at den nye topledelse inden længe vil lade sig inspirere af reform-visionerne.
For det første udråbes politikken stadigt oftere af kinesiske demografer og økonomer som en alvorlig trussel imod Kinas fortsatte vækst, og konsekvenserne af politikken er allerede begyndt at slå igennem. I 2012 faldt den kineske arbejdsstyrke for første gang i årtier, og tilbagegangen vil fortsætte. Uden ændringer i Kinas fødselsrate vil faldet i arbejdsstyrken, ifølge Den Internationale Valutafond (IMF), fra 2010 til 2025 nå 180 millioner mennesker. Samtidig ældes den kinesiske befolkning hastigt. I dag er 13,26 pct. af befolkningen 60 år eller derover. Denne andel forventes at nå 33 pct. i 2050, hvor ikke mindre end en femtedel af befolkningen være 80 år eller derover. Denne tidsindstillede, demografiske bombe under økonomien deler Kina med mange vestlige lande, men prognoserne tegner et mørkere perspektiv for Kina, hvor statsfinansieret ældrepension og universelle sundhedsydelser endnu kun er på det politiske idéplan.
Skæv kønsfordeling og nye familieidealer
For det andet har etbarnspolitikken medført en af verdens skæveste kønsfordelinger. I Kina fødes der aktuelt 118 drenge for hver 100 piger, hvilket betyder, at stor gruppe mænd ikke kan finde sig en partner – en kilde til en blomstrende underverden af prostitution og trafficking i Kina.
For det tredje kan etbarnspolitikkens reelle effekt drages i tvivl i disse år. En rapport udarbejdet af China National Development Research Foundation viser, at mange par, særligt i storbyerne, faktisk ikke ønsker ikke at få mere end ét barn, selv hvis de havde tilladelsen. Etbarnspolitikken synes over tid at have medvirket til at ændre de sociale normer, så billedet af den ideelle familie ikke nødvendigvis inkluderer mere end et barn. Og grundet kvindernes stigende uddannelsesniveau og karriereambitioner, de høje udgifter til skolegang og vanskeligheden ved at finde en betalelig bolig i byerne, anses ét enkelt barn af mange som det fornuftigste. Urbaniseringsgraden var i 2012 på godt 52 pct., og den ventes at stige til 60 pct. i 2020, ligesom uddannelsesniveauet fortsat vil være stigende i Kina. Gradvist forsvinder dermed etbarnspolitikkens legitimitet, der hviler på frygten for en ukontrollabel befolkningseksplosion.
Brud på børns og kvinders rettigheder
For det fjerde er de nye medier for længst blevet et slagkraftigt redskab for Kinas rettighedsfortalere til at gøre befolkningen opmærksom på de tvungne aborter, der stadig forekommer i Kina. I 2002 blev det ulovligt at gennemtvinge abort ved fysisk overgreb, og udmøntningen af etbarnspolitikken er da også blevet langt mindre voldelig de sidste ti år. Langt de fleste aborter i Kina er i dag resultatet af parrets, eller kvindens, eget valg – dog kraftigt tilskyndet af udsigten til betydelige, økonomiske sanktioner. Prisen for barn nummer to kan være op til ti gange den gennemsnitlige årsindkomst for et par, ligesom et ulovligt barn har vanskeligere ved at opnå det vigtige husholdningsregistreringsdokument (det såkaldte hukou), som giver adgang til basale rettigheder som grundskolegang.
Historier om tvangsabort dukker dog stadig fra tid til anden op. Der er simpelthen langt fra forbuddets ophavssted, Beijing, til de fleste landprovinser, hvor lokale tjenestemænd kan fratages muligheden for forfremmelse, hvis ikke de sikrer håndhævelsen af politikken i deres område. Senest skabte det nationale overskrifter, da en kvinde, Feng Jianmei fra Shaanxi-provinsen, sidste juni blev tvunget til abort af lokale myndigheder i graviditetens 7. måned. Da familiemedlemmer uploadede et afslørende billede på internettet, spredte raseriet sig i lyntempo på de sociale medier. Kommunistpartiet fordømte hurtigt overgrebet, men det forhindrede ikke millioner af opråb på sociale netværk. Sagen fik endog den anerkendte juraprofessor ved Peking University, Zhan Zhongle, til at udtale offentligt, at selvbestemmelse over egen reproduktion bør være en borgerret. Endelig gik historien om Feng Jianmei verden over og bidrog ikke just til at forbedre Kinas internationale omdømme på det menneskeretlige område.
”Tobarnspolitik” fra 2015?
I 2015 skal den 13. femårsplan vedtages. Et scenarie er, at den næste femårsplan vil indeholde indførelsen af en egentlig ”tobarnspolitik” gældende for hele landet. Et andet – og vel nok mere sandsynligt – scenarie er, at centralregeringen snarere gradvist vil udhule etbarnpolitikken ved at indføre stadigt flere undtagelser fra reglen. I 2009 blev det tilladt over hele Kina, at par bestående af to enebørn kan få to børn. Undtagelsen blev indført efter ordningen var blevet testet i nogle enkelte provinser og var et svar på den meget omtalte, uhensigtsmæssige sideeffekt af politikken, at mange unge – som følge af fraværet af offentlig ældrepension i Kina – står overfor at skulle forsørge ikke blot sine forældre, men også to par bedsteforældre helt på egen hånd (det såkaldte ”1-2-4-problem”). I Shanghai, der har landets laveste fertilitetsrate på blot 0.8 og dermed er Kinas værste eksempel på landets demografiske gyserhistorie, er det nu blevet tilladt at få to børn, hvis blot den ene forælder er enebarn. Med denne undtagelse er det nu kun et fåtal i landets største by, der reelt er omfattet etbarnsreglen, selvom politikken officielt føres videre i Shanghai.
Fødselskontrollens betydning for den øgede velstand i Kina kan ikke negligeres. Men landets udvikling er løbet fra lovgivningen, og nu kalder både etiske og økonomiske – individuelle og kollektive – imperativer på en reformering af etbarnspolitikken.
Mia Sulsbrück er tilknyttet den politiske afdeling for Økonomi, Vækst og Sektorpolitikker på ambassaden i Beijing. Indlægget er alene et udtryk for Mias egne betragtninger. Mia studerer til dagligt Statskundskab ved Københavns Universitet.